Dagplejere i Rude og omegn
Dagplejere i Rude og omegn
Kort om mig
Jeg har været dagplejer siden 2004. Jeg bor i et hus på Bøgelundevej i den lille by Bøgelunde, som ligger tæt på landevejen mellem Skælskør og Næstved, og tæt på Kirkeskovsskolen. Her bor jeg sammen med min mand og vores hund, Lucky.
I dagplejen er der et udeområde med fliser, have, sandkasse og carport, hvor vi dagligt befinder os. Her ser vi på de blomster, planter og dyr, der befinder sig i haven eller leger med diverse legetøj. I huset bruger vi køkkenet og et stort legerum. Legerummet er indrettet, så det tilgodeser samspillet i børnegruppen, hvor der er fokus på det enkelte barns trivsel og læring.
Jeg lægger vægt på, at der er tid til fordybelse og tid til at følge det enkelte barns trivsel og tempo. I mit arbejde har jeg fokus på børnenes sproglige, sociale og motoriske udvikling. Jeg har sparring med mine dagplejepædagoger, og hvis behovet skulle opstå, er der mulighed for at få vejledning af fx en talepædagog eller en motorikkonsulent.
Vores hverdag
Vi har en daglig rytme, som vi overordnet følger. Det oplever jeg giver forudsigelighed og tryghed for alle børn. Kort fortalt så starter vi med morgenmad til de børn, som ankommer tidligt. Herefter leg, læse bøger m.m. indtil alle er kommet.
Omkring kl. 9 spiser vi formiddagsmad og har samling, hvor vi fast synger nogle sange, som børnene er med til at vælge. Vi snakker om forskellige “ting”, som nogle har oplevet, hvad vi skal lave i dag mm.
Så laver vi dagens “program“ hvilket kan være alt muligt: Ønsker fra børnene, gåture, leg indenfor/ude, aktiviteter, som knytter sig til traditioner/årstiden eller andet, som jeg vælger i forhold til den pædagogiske læreplan, så vi udviklingsmæssigt kommer omkring alle børns udviklingszoner.
Ca. kl. 11 spiser vi frokost. Herefter afrydning efter maden, leg, skift af bleer, putning mm.
Når børnene er stået op fra middagsluren, tilbydes de noget at drikke og spise.
Så er der leg, hygge, læsning mm, indtil børnene bliver hentet.
Aktiviteter ud af huset
Hver 14. dag har vi brobygning med vuggestue/børnehave, hvor vi besøger dem og lærer at være sammen med en større gruppe børn.
Derudover går eller cykler vi ofte på ture, enten til oplevelser i naturen, til aktiviteter som sang og musik, deltager i arrangementer mm.
Fælles samarbejde
Det, som er allervigtigst for mig, er, at alle børn, voksne og jeg selv trives og føler sig trygge i min dagpleje. I fællesskab skaber vi de bedste rammer for dit barn. Jeg har derfor nogle rutiner, vi følger. Fx når børnene ankommer hos mig, er det vigtigt for mig at vide, hvordan dit barn har sovet, hvor tidligt dit barn er stået op, om det har spist mv., så jeg kan tage højde for det i løbet af dagen og dermed yde den bedst mulige omsorg for dit barn.
Jeg forventer en åben, ærlig, tillidsfuld dialog, gensidig respekt og godt samarbejde omkring barnet, så dit barn trives og udvikler sig bedst muligt.
Kontakt
Kort om mig
Jeg arbejder med pædagogiske læreplaner, hvor der er mulighed for fordybelse og fokus på forskellige temaer - fx motorik, sprog og sociale kompetencer. Der arbejdes med små og store læringsmål, både individuelt og i hele gruppen, så alle hjælpes videre i en god udvikling.
Det er vigtigt for mig, at børnene er trygge, får skabt nogle gode relationer, og at vi har tid, ro, glæde, nærvær og genkendelighed i vores hverdag. Jeg mener, det giver den bedste forudsætning for trivsel og udvikling.
Et ekstra kram når der er behov, eller en dans, hvor alle giver den gas, kan redde dagen for os alle. Jeg forsøger altid at inddrage alle børn ved vores aktiviteter, så de alle føler sig set og som en del af fællesskabet. Vores måltider er også altid et naturligt samlingspunkt, da vi altid spiser sammen.
Vi bruger naturen og haven meget, da der er mange muligheder for oplevelser og udfordringer. Vi får bl.a. vores sanser i brug, når vi mærker regn, vind og solen varmer på vores kinder. En gåtur i ujævnt terræn, eller en trilletur ned af bakken bliver hurtigt en fast og glædelig del af turen. Bonussen er alle de ting, vi ser på både gå- og cykelture - bl.a. diverse dyr, traktor og biler. Det giver anledning til mange gode snakke.
Inde nyder vi at lege, synge, danse, læse og lave kreative ting, hvor jeg forsøger at følge gode traditioner som fødselsdage, fastelavn, påske, jul osv.
Små opgaver som af- og påklædning, borddækning osv. bliver langsomt en naturlig ting i vores hverdag, så barnet udvikler sig og bliver så selvhjulpen som muligt.
Vi nyder rutiner, som vi er trygge i og kender, men tager også gerne en impulsiv beslutning om fx en tur ud i det blå i min ladcykel, på legepladsen eller besøge en kollega. Vores dag er aldrig planlagt mere fast, end at der er plads til ændringer, hvis humør eller vejret indbyder til noget andet end først planlagt.
Jeg forventer et godt forældresamarbejde med god og åben dialog, hvor vi i fællesskab og med tillid skaber de bedste betingelser for dit barns udvikling og trivsel.
Har dit barn brug for ekstra hensyn, eller har det et specielt behov, tager jeg selvfølgelig hånd om det, Jeg har også mulighed for sparring med min pædagog, hvis der er behov for det.
Kontakt
Kort om mig
Velkommen til min dagpleje på landet.
Jeg har været dagplejer siden 1996. Jeg bor med min mand og har 2 voksne drenge, en gammel labrador og nogle udekatte. Vi bor mellem Bøgelunde og Ørslev.
Jeg lægger meget vægt på natur og udeleg. Børnene får brugt deres krop, sanser og bevægelse, samt styrker motorikken når vi er ude. Samtidig kan sprog og samspillet med andre styrkes.
Vi nyder at have tid og ro til fordybelse og hjælpe hinanden med at udforske nye ting. Leg, læring og udvikling er en stor del af vores hverdag. Det er så stort når dit barn finder ud af noget nyt, det pludselig kan.
Vi følger naturens gang og følger meget med i, hvad der sker lige uden for vores dør. Det kan være store maskiner eller små kryb, som er kommet frem.
Vi bruger meget tid på at være selvhjulpne. Tage tøj af og på samt lære at vente på tur. Børnene er også gode til at hjælpe hinanden, hvis noget er svært. Jeg følger barnet i dets udvikling og guider og støtter med anerkendelse, omsorg og forståelse. Daglige rutiner giver trygge børn som kender hverdagen.
Jeg inkluderer dit barn i leg med de andre og sørger for, at alle deltager i leg. Nogle gange kan man også bare have brug for at sidde tæt og få ro og tryghed der. Alle børn er unikke på deres helt egen måde. De nyder, når vi læser bøger, synger og danser. Vi taler meget om, hvad vi oplever, og hvad man har oplevet hjemme. Derved styrkes sproget hos barnet. Jeg oplever glade børn, som gerne vil snakke, og det bruger vi meget tid på.
Vi går i legestue i Kirkeskovens hal hver 2. uge, og modsatte uge er vi på besøg om formiddagen i vuggestuen. Her dannes nye venskaber og leg starter på tværs af grupperne. Ligeledes laver vi fælles aktiviteter såsom maddage, fastelavn, påske og jul. Vi har et godt samarbejde med skolen, hvor vi deltager i motionsløb, Lucia, musik, bibliotek osv.
Besøg i vuggestuen gør også brobygning til børnehaven lettere, da vi kender området og de voksne. Noget tid før barnet fylder 3 år, besøger vi børnehaven og deltager i deres aktiviteter. Vi deltager også i aktiviteter på biblioteket i Skælskør, til musik, leg eller teater.
Når vi spiser frokost, afprøver vi nye ting sammen og nogle gange skal det smages flere gange før det falder i god smag. Vi bruger meget tid på at spise sammen. Børnene er med til at dække bord hver dag, og de er gode til at hjælpe hinanden.
Det er vigtigt med et godt forældresamarbejde. Det er vigtigt at være åbne, ærlige og tydelige i snakken om dit barn.
Jeg glæder mig til at møde jer.