Spring til...

Information til forældre

Ny ledelsesstruktur i dagplejen betyder ikke at Slagelse Dagpleje skal nedlægges

Information til forældre med barn i dagplejen

Vi vil her gerne orientere om de ændringer der er på vej i Slagelse Dagpleje. 

Ny ledelsesstruktur

Slagelse Byråd besluttede i forbindelse med budgetforliget tilbage i 2022, at dagplejen skal ændres fra at være en selvstændig enhed med egen ledelse til i fremtiden at være integreret i daginstitutionerne. Det skal understreges, at det IKKE betyder, at Slagelse Dagpleje nedlægges. Det er Byrådets ønske, at vi i Slagelse har både dagpleje og vuggestue til de mindste børn. Det betyder, at dagplejerne bibeholdes som i dag, men i stedet for at have én dagplejeleder, så skal dagplejerne fremover fordeles og ledes af fire til fem områdeansvarlige, der samtidig er leder af en daginstitution.
Der foregår i øjeblikket en proces med at beskrive den nye ledelse af dagplejen. Der arbejdes på at navnene på de områdeansvarlige kendes i løbet af efteråret 2024. Det forventes, at ledelsen af de fire til fem områder i kommunen vil kunne træde i kraft i begyndelsen af 2025.
Det er tidligere besluttet at organisationsændringen er gennemført ved udgangen af 2025. Børne- og Ungeudvalget skal træffe beslutning om eventuel fremskyndelse af tidsplanen efter sommerferien.

Midlertidig ledelse

Lederen af dagplejen, Pia Tramborg, fratrådte tidligere på året. Indtil den nye ledelse med områdeansvarlige er faldet på plads har lederen af Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, Bo Clausen, den midlertidige ledelse af dagplejen.
I dagligdagen har I som forældre mest kontakt med dagplejeren, pladsanvisningen og dagplejepædagogen. Det er fortsat dem I skal kontakte med spørgsmål, ønsker og andre ting I har behov for at få ordnet.
I er dog også velkommen til at kontakte Bo Clausen på telefon: 20545083 og mail: asgcl@slagelse.dk.

Forældrebestyrelsen

I og med at ledelsen af dagplejen lægges ud til fire daginstitutioner ændrer vi også på grundlaget for forældrebestyrelsen. To forældrevalgte fra dagplejens bestyrelse indgår i øjeblikket i en arbejdsgruppe, som skal udarbejde en model for, hvordan forældrene i dagplejen stadig kan indgå i forældrebestyrelsen.
Det håber vi at kunne fortælle mere om på forældremødet i oktober.

Dagplejepædagogerne

Dagplejepædagogerne vil, når den nye ledelse er på plads, hver blive tilknyttet en områdeansvarlig, sådan at den decentrale ledelse af dagplejen har en dagplejepædagog, som hjælper med at få dagligdagen til at fungere.
Når den nye ledelse er på plads bliver dagplejepædagogerne fordelt. Der bibeholdes dog et fælles forum for dagplejepædagogerne, så de kan mødes til faglig sparring og samarbejde.

Brobygning

For at styrke samarbejdet mellem dagplejen og børnehaverne er der igangsat forskellige brobygningsaktiviteter til børnehaven.
Aktiviteterne er forskellige alt efter, hvad der er muligt i det enkelte område. Forhold som plads i børnehaven, afstanden mellem dagpleje og børnehave, alderen på børnene osv. osv. spiller ind, når dagplejer, pædagog og børnehave skal tilrettelægge aktiviteterne. Aktiviteterne tager altid udgangspunkt i børnenes behov og muligheder.

Meningen med brobygningen er at barnet i dagplejen møder ældre børn og også vænner sig til at være barn i en lidt større sammenhæng.
Ideelt set ville det allerbedste være, at jeres barn deltager i brobygningsaktiviteter i den samme børnehave, hvor barnet skal gå efter dagplejetiden. Desværre er det ikke muligt altid at ar- rangere det på den måde. Det er et større puslespil, da vuggestuerne jo også sender børn videre i børnehaven. I kan derfor som forældre ikke være garanteret en plads i den børnehave, hvor jeres dagplejer laver brobygning, men i det omfang det er muligt vil vi gøre det.
Spørg din dagplejer om, hvilke brobygningsaktiviteter hun er en del af.

Gæstepladser

Hovedparten af børnene i dagplejen gæsteplaceres hos en anden dagplejer ved fravær.

I forbindelse med den politiske aftale om ændringen af dagplejen blev det besluttet, at vuggestuerne skal tilbyde et antal gæstepladser til de ældste børn i dagplejen. Disse børn indgår på stuerne sammen med de øvrige børn i daginstitutionen.

Fordelen ved at bruge vuggestuen som gæsteordning er, at sandsynligheden for at barnet kommer det samme sted hver gang er større.

Legestue

Dagplejerne har en lang tradition for at mødes med hinanden og hinandens børn til legestue. Rundt om i Slagelse Kommune har vi forskellige muligheder. Legestuen kan være i et selvstændigt hus, på biblioteket, på en bestemt legeplads eller i en anden ramme. Som en del af integrationen mellem daginstitution og dagpleje er der også flere steder arrangeret legestue i børnehaven/vuggestuen.
Det er rammerne der er afgørende for mulighederne for legestue. Nogle steder er legestuen sammen med vuggestuebørnene. Andre steder er det i et selvstændigt lokale i daginstitutionen.
Spørg din dagplejer om, hvordan legestuen foregår i hendes dagpleje, hvor tit det sker og hvad de laver.

Spørgsmål?

Ændringer i dagplejen og vuggestuen skal ske varsomt, da der hele tiden skal være en tryg ramme tilstede for de allermindste børn. Derfor skrider ændringerne stille og roligt frem og da der er forskellige vaner og traditioner rundt omkring vil der også være forskel på, hvor langt man er nået fra område til område i kommunen.

Vi vil sørge for at holde jer løbende informeret undervejs og I er som altid velkommen til at gribe fat i jeres dagplejer eller dagplejepædagogen for at høre nærmere. Dagplejeren og dagplejepædagogen kan fortælle mere specifikt hvor langt de er nået med de forskellige aktiviteter.

Næste forældremøde

Husk forældremøde i dagplejen den 9. oktober 2024